Kan man ringe til hinanden uden en telefon, spurgte kvinden, der var tilskuer i et absurd teaterstykke i et krøllet hjørne af verden.
Det kan man godt, hvis man kan morse, sagde manden, der netop havde gasset op fire gange på sin havetraktor så det kunne høres vidt og bredt bag bakker og å.
Vi kan ringe med alt andet end telefoner i vores branche.
Haveredskaber er gode anonyme opkaldsformer, for hvem elsker ikke en småborgers veltrimmede plæne og snorlige hæk? Et vækkeur er helt perfekt, for hvem hylder ej den præcise og morgenfriske?
Vi kan ringe langdistance med bål og brand, men vær varsom og bliv inden for reglerne. Få dit snobrødsbål og din gril til at lugte som syv sure kulkraftværker, så ingen kan klage, om end de nok vil hoste en stund.
Vores biler og musikken på anlægget er vores bedste redskaber. Vi vælger sange med budskaber som “s.o.s” til at advare, og om “at lade lyset brænde og lade døren stå på klem” når vi modtager gæster. Vi vælger sange med navne så vi ved, hvem der er på vej. Og så vælger vi dem, der kan buldre og brage som en hær af hooligans. De sidste bruger vi flittigt, og længe.
Hunde kan gø, kvinder og børn kan skrige. Det er kun naturligt.
Tro det eller ej, men vi har også duer. Det er loyale dyr, der kan trænes til lidt af hvert, og til det ud over det sædvanlige.
Vi ringer ofte med raketter, skud og nødblus. Så ved vi at budskabet når frem, og det vækker sjældent opsigt her på vores egn, hvor den slags bare er hverdagssjov, og hvor loven håndhæves af os. Og så er det eminent til at skræmme de ulydige.
Fluoroserende lys og stroboskop bruger vi til at vise film på nattehimlen. Den er vores biograf. Vi viser kortfilm, langfilm, advarsler, og reklamefilm. Nattehimlen, skyerne og morgendisen er telegrafistens kanvas og redaktørens presse.
Han morsede videre med sin maskine. En vinkelsliber svarede i øst og en motorsav i vest. De bekræftede ved at gentage hans kode.
Vi skifter ofte ringetone for at narre fjenden. Det er også vigtigt at camouflere vores opkald med baggrundsstøj, så vi altid forbliver anonyme. Vi elsker store motorer, og musik med bankende bas, der sender vibrationerne langt væk, og blander vores opkald med larm. Vi ved, hvad vi skal lytte efter, men fjenden forvirres og deres sanser slørres.
Men er det ikke til gene for en masse mennesker omkring jer? Spurgte kvinden.
Det håber vi det er, sagde han, så lærer de måske at adlyde mobbefællesskabets uskrevne regler.
Kvinden havde aldrig hørt om de regler, og spurgte hvad de gik ud på.
“Ikke tale, ikke skrive, kun hade og frygte alt og alle,” sagde han imens han så forbavset på kvinden, der var uvidende om hans mægtighed og hans lov.
Hvad sker der, hvis man ikke vil adlyde jeres fjollede lov? Spurgte kvinden.
Øje for øje, tand for tand har alle dage virket. Vi bestemmer her i ingenmandsland. Vi mobber dig til du mister din forstand.
Kvinden vendte ham ryggen og gik.
Den kult havde en barbarisk politik.
Hun frygtede dem ikke, hun nærede intet had, og der ville blive talt om den historie hun skrev.
Plastiklyrik 