Vi er konstant i flammer
fordi vi brænder os på andre,
på ord,
og på alt det vi tror vi skal være,
skal nå,
skal gøre.
 
Vi brænder,
men ikke for noget
og slet ikke for hinanden
kun ud.
 
Som bålet vi en gang ristede vores skumfiduser over
da vi unge sang kumbaja og Kurt Cobain
til lyden af længsel, latter og ustemte instrumenter
i skumringen på forbudte steder i byen.
 
Vi brændte,
men ikke for noget
slet ikke for livet
kun ned.
 
Nu er vi lunkne gnister,
der spredes med vilkårlige vinde
og vi kastes rundt som håndtegn på en rapper,
har intet ståsted
blusser op og ned som vinden blæser.
 
Vi er blevet kolde inden i,
men søger stadig varmen,
og længes efter bålet, bandet og festen, 
der fik alt til at flamme op og stramme i halsen.
 
Vi er så kolde at det brænder,
men vi brænder ikke for noget
slet ikke os selv
kun for varmen.