Fra anerkendt til underkendt På et splitsekund af foragt. Det var ikke mig du så, da ord så kejtede og kantede kravlede ud af din mund og slog mig ned lige dér midt i al min sårbarhed. Et øjebliks åbenhed mødt med mistro og retræte. Vi skal aldrig mere op imod lyset, imod håbet fordi fortidens åg trækker os ned. Vi er aldrig kun to, men tusinde hjerter og endnu en kvinde. Vi skal aldrig mere op. Vi trækker vejret igennem hende.