Vi er konstant i flammer fordi vi brænder os på andre, på ord, og på alt det vi tror vi skal være, skal nå, skal gøre. Vi brænder, men ikke for noget og slet ikke for hinanden kun ud. Som bålet vi en gang ristede vores skumfiduser over da vi unge sang kumbaja og Kurt Cobain til lyden af længsel, latter og ustemte instrumenter i skumringen på forbudte steder i byen. Vi brændte, men ikke for noget slet ikke for livet kun ned. Nu er vi lunkne gnister, der spredes med vilkårlige vinde og vi kastes rundt som håndtegn på en rapper, har intet ståsted blusser op og ned som vinden blæser. Vi er blevet kolde inden i, men søger stadig varmen, og længes efter bålet, bandet og festen, der fik alt til at flamme op og stramme i halsen. Vi er så kolde at det brænder, men vi brænder ikke for noget slet ikke os selv kun for varmen.