Fra anerkendt til underkendt
På et splitsekund af foragt.
Det var ikke mig du så,
da ord så kejtede og kantede
kravlede ud af din mund
og slog mig ned lige dér midt i al min sårbarhed.
Et øjebliks åbenhed
mødt med mistro og retræte.
Vi skal aldrig mere op imod lyset, imod håbet
fordi fortidens åg trækker os ned.
 
Vi er aldrig kun to, men tusinde hjerter
og endnu en kvinde.
Vi skal aldrig mere op.
Vi trækker vejret igennem hende.