For enden af Paradis

Hvem er det mon

du ser med mine glasklare øjne?

Og hvem er den person,

som du presser ned,

og gemmer væk

bagved silkebløde løgne

imens solen skinner,

og duerne bag ruden

bygger rede og kurrer?

 

Når lydene,

og minderne rammer

mærker jeg fortidens splinter bag huden

hvor de knitrer,

og skurrer.

 

Selv da føler jeg trang.

Til dine øjne så spændte,

og dine ønsker om nærvær

så forstenede og betændte.

 

Vi mødtes altid lige dér,

hvor Paradis endte.

Syndernes sang

To ædru syndere

forlader fortidens trang

i bekendelser om de,

tilsammen verdenstunge laster,

som før holdt dem fast

i et mønster af

ubrydelig knaster.
 

Vi bekendte sort kulør

under højt humør

i erkendelsens elvte time,

hvor sandhedens gjald

dikterede vores kald.
 

Du viste vejen frem

imod min natur,

i retning af det,

som nu er mit hjem.
 

(27. December 2012)

Klaustrofobia – fiasko – farvel

”Har du altid haft svært ved at håndtere et nederlag?” Spurgte han.

”Nederlag…” mumlede jeg vredt ud igennem den stramme cellofan. ”Hvad fanden snakker du om…?”

Nå, men det startede alt sammen med at jeg lå ude på Amager og gloede op i fjæset på en ko.

Eller dvs. det startede faktisk med at jeg lå på bunden af Sortedamssøen i mine bedste jeans, men det var for koldt så jeg stod op og gik videre hen over broerne og ud til Amager, hvor jeg lå i en klit. Der mødte jeg en fransk klovn forklædt som ko. Hans horn blafrede som hundeører ud af et åbent bilvindue i vinden.

Den blafrende ko trampede i sandet til lyden af måger, der ikke lød som måger, men som mennesker – mennesker kødeligt jaget af sult efter andre mennesker – men bare måger.

Krøllet cigaretpapir lover hjertestop, lover død – jeg venter, venter på tidevandet, men brændingen forbliver reklameutopi.

Slutningen vil ingen ende tage, bølgen bryder gang på gang, sin vuggegang imens jeg suger mit altid endelige åndedrag og venter…

Min mascara løber ned af dine kinder – vi er som krager i natten, vi flyver i ring og leder efter vigtige ting. Vi dingler, vi dingler hjemad til lyden af jukebox, bæverding og ‘kom snart igen’.

Vi dingler i hver sin ende af uendelig evighed, evighed der altid starter et sted – vi er ét i evigheden, der aldrig ender – vi er trætte, uendelig trætte, men dingler videre i hver sin ende af rebet, der strammes for hvert eneste åndedrag, for hver eneste gang det hele starter forfra…

”Har du altid haft svært ved at håndtere et nederlag” spurgte han.

Jeg gav ham fingeren med min fastspændte brækkede hånd og sagde: ”Nederlag!” Hvad fanden snakker du om?”…

Nå, men det startede alt sammen med at jeg stod op og tog mine gode blå jeans på, sprang på cyklen og kørte i søen for at gøre en ende på det hele, men vandet var for lavt, mit selvværd for højt og temperaturen lå under det rimelige for en dukkert i almindelighed…

”Har du altid haft svært ved at håndtere et nederlag?” Spurgte han. Jeg trak pistolen med min afklippede finger, skød et hul i hans kranie, og sagde:

”Hvad fanden mener du egentlig med nederlag?”

Pigen på ærten

”Puf” sagde det,

da hun forsvandt op igennem revnerne i loftet

sammen med støvet fra de grønne ærter,

der havde knust hendes drømme.
 
 

Hendes søvn rullede rundt på deres flader.

En eksplosion af vanvid spredte drømmene

ud over lagnet,

der gemte på alt

fra ærter til kragesæd,

som ugler havde gylpet op,

i trance med trolle, der tryllede katte op af sækken

imens hun lå og lod sig stikke af kæmpemyg

med følehorn lånt

af listende giraffer.

Deres øjne var som tv-skærme med myrekrybende paranoia

hele vejen op ad

benene på nakken.

Pige – en skabelon

– Undskyld,

men jeg er faktisk et rigtig menneske,

sagde den sammenkrøllede papkasse,

som nu frøs under lampens skær på det hvide lagen.

Bølgerne var trykket ind,

og symetrien brudt op,

så hendes tanker dryssede tilfældigt ud.
 

– Vil du ikke godt være sød,

at folde mig pænt ud igen inden du går?

Sagde en tanke, der lå strøet som salt i et sår,

på tæppet under sengen.
 

Han skar grimasser og skabeloner

af de ord, der faldt fra hendes mund.

Hun havde håbet at kniven i hans hånd

ikke skulle bruges til

at gøre hende mere medgørlig og rund.
 

Mærkelig mig

Ikke

et rigtigt menneske.

Ikke,

en helstøbt person.
 

Mindre perfekt

end det gængse,

flertallets

rette version.
 

Uden mærkater,

der sætter mig fast,

og presser mig ind

i de andres last,

vandrer jeg rundt

på må og få,

men mærker

aldrig mine fødder gå.
 

Silhuet

Jeg gik ud af døren
fast besluttet på ikke at ryste på hånden.
Fast besluttet på,
at få ham i kassen,
uden slinger.

Vi valsede sammen
som papirssilhuetter med pantomimefjæs,
tåspidsdans og atleters
evige karriereræs.

Jeg stillede skarpt,
zoomede ind,
men billedet flød ud.
Jeg rykkede tættere og ændrede fokus,
imens lyset forsvandt.

– Hvad venter du på?
Sagde han.
– Skyd! Jeg er klar.
Det er nu eller aldrig.

Men en hest kom ind fra siden,
og hev i min arm.
Helt blidt, men rystende hårdt
for den alt for perfekte.

– Hvad laver du hest?
Jeg havde ham næsten.
Den gumlede på min arm, og spurgte
om jeg var typen,
der havde svært ved at komme tilbage på hesten.

– Du skal ikke bruge klichéer når du selv er en hest,
sagde jeg,
og fortsatte mod målet uden at se mig tilbage.
Manden lige fremme stod stille,
og jeg skød igen,
men hesten blev ved, og den sagde:
– husk nu at en hest ikke bare er en hest,
og at dit billede alligevel aldrig bliver perfekt.

Jeg holdt mine hænder om dens hoved,
og spurgte hvem den var,
hvad og om det var vigtigt det vi havde.
Da jeg så frem igen stod mit billede skarpt,
af en papfigur, der svajede let i vinden.

Den gule sommerfugl

Jeg drømte

at jeg havde

en citrongul kjole

– Det havde jeg

ikke

og som barn

blev jeg heller

aldrig

fulgt hjem fra skole.

Jeg drømte

at jeg havde

en blød gul hund.

Det havde jeg

ikke,

men som barn

smurte man læbestift

på min bløde

runde mund.

Jeg drømte at jeg

havde en citrongul sommerfugl

med bærende vinger.

Det havde jeg

ikke

og som barn

gik min far op på broen

og sagde

– se!

Jeg springer.

(Digtet er første gang publiceret i Fragmenter – Det Poetiske Bureaus Antologi, 2010)

Tre minus to er en splint i øjet

Jeg drømte

at jeg var en salamander

på bunden af mosen.
 

Det var jeg ikke,

men min mors hoved

lignede en opsvulmet fisk

inde i posen.
 

Jeg drømte

at jeg var et egern

højt i træets top.
 

Det var jeg ikke,

men grenen holdt

da vi klyngede

min far derop.
 

Jeg drømte

at jeg var helt alene.

Det var jeg ikke.

Vi var to,
 

da jeg gik videre ind

på min scene.
 

Rød er farven på mit navn

Jeg drømte,

at jeg havde røde strømper på,

at det var mig de talte til

når de viskede mit navn.
 

Jeg drømte,

at læbestiften knækkede

når de skrev mit navn,

og spejlet flækkede

ved synet af mit savn.
 

Jeg drømte,

at jeg cyklede ud

for enden af molen

uden at vælte,

og helt uden

at blive våd på kjolen.
 

Ingen råbte nogensinde

farven på mit navn,

og ordene blev hængende i luften

fortættet som tåge,

fortættet som savn.
 

Jeg drømte,

at Rød er farven på mit navn,

der pejler sig ind

på en endeløs

og ukendt havn.