Ildflue

Til højre for en brombærbusk

fandt jeg modet

til at se på dit ansigt

i mindst fem sekunder.

Du stråler så voldsomt,

at lyset det brænder

de dybeste ar

på min pande.

 

Jeg længes igen

efter endnu et glimt

af din djævelsk euforiske varme,

men vover det

nok aldrig igen

af frygt for,

at elske din charme.

 

Dedikeret

Der er dem,

der får os til

at føle os helt perfekte,

og de,

der dømmer os ude

som defekte.

 

Der er øjeblikke,

der får fødderne til at danse,

og magiske møder,

der får tiden

til at standse.

(Okt 2015 )

 

Barbie

Røde rifter,

runde sår

pryder smukke Barbies lår.

Når hun danser

underligt på tå

går plastiktiden

helt i stå.

 

Dybe rifter,

sorte sår.

Sammensat

af plastikskår.

Hjertet pumper

Zig-zag-rim

når Barbie

fyldes op med lim.

 

Der, hvor regnbuen er mest grumset

Bind mig,

bid mig,

børst mig

på ryggen med en baggårdskost

af stride strittende plastikhår fra My Little Ponys man og hale.

 

Vi er nøgne,

pastelfarvede,

regnbuebøller,

der bor bagerst i skabet og i virkeligheden

splintrende gale.

 

Analyse this

og bid dig i læben,

imens du knæler i møget

af fimre-føle-hår,

akrylmuler og hove med palietter,

for ingen rigtige heste går med stiletter.

 

Kill your darling(s)

 

– Er du her egentlig?

Sådan rigtigt?

Spurgte han,

og skubbede blidt til min skulder med sin nuttede pote.

 

 

– Jeg er i det mindste

mere virkelig end dig.

Sagde jeg til den lyserøde kanin,

der boede i en hule i en af mine drømme.

 

– Virkelig eller ej.

Det er ikke pointen.

Vi er den samme uanset,

hvordan du end vender og drejer din fortælling,

sagde han og gumlede videre på bagsiden af den tanke som jeg tabte i går,

og som til forveksling lignede en gulerod.

 

Kaninen trak en hat ud af øret,

og så bekymret på mig

imens den sagde.

– Kaniner er ikke kendt, for at være vanvittig kloge.

Måske du skulle overveje,

at smide mig væk, og finde et visere totem.

 

Jeg bandt knude på dens ører,

rullede den sammen,

og kastede den over hækken.

Jeg fortrød i samme sekund jeg havde kastet,

men indså,

at kaninen havde ret.

 

Den var ikke særlig vis, men åh!

Hvor var den dog savnet.

 

Plastiklyrik

Kom kun nærmere

men klem

mig ikke

med din kærlighedstrang

og tæthedstvang.

 

Vi kan elske

på afstand

uden at ramme

ventilen

på min elskovstrætte

punkterbare

plastikkrop.

 

Uden navn

Med hjertet knust

på rette vis.

Klar til at hade

på ny.

 

Lod dig ligge

nøgen og kvalt i kys,

uden tegn til farvel.

Med intet til overs,

med alting usagt,

i parafraser

om det vi tror skal siges.

 

Usynlig

uden vægt

glider jeg ud af din favn,

der blot

var endnu en station med næring

uden navn.

”Den”

Jeg er en såret sjæl

i danskerexil.

En strandet hval

gjort inhabil

af en krop,

der er plus size zero,

uperfekt som min barndoms

cowgirl-hero.

 

I gallop med gevir

over bølgernes blå

vil vi ride hinandens

verden i stå.

 

Jeg spreder glæde,

men er aldrig glad.

Min slags er foragtet,

men ikke

lagt for had.

 

Du, mit Limbo

Mine tanker kravler ud af min krop.

Den bliver en dukke,

der vil danse

med alle de andre pantomimer

i teatret for absurde drømme

om normalitet, stabilitet

og frem for alt

om fremtid.

 

Vi er kroppe

af glinsende plastik.

Vi gnider os lydløst

henover verden.

Og midt i alt det stille,

smitter farverne af

når vi gnubber vores statiske flader

imod hinanden.

 

For vi er mimende transportører

af krakelerede drømme

på en palet

af falske farver,

der forfører os med sit cirkus

af snurrende karruseller.

 

Jeg er fanget

på karrusellen,

forelsket i dens uendelige roterende limbo.

Jeg er fanget inde i mit hoved,

bag klovnemaskens påmalede

overflade,

der blot er en karikatur.

 

Humlebi-ben

Vanvittig stolt,

og stolt af vanvid

spankulerende

på skæve gevækster af ben,

båret af en,

som slet ikke findes.

 

En humlebi i en humleby

flyver højt,

mest af frygt

for de andre.

De vil le af dens vinger,

og kvase dens ben,

men den farer igennem luften

som et rasende lyn,

og hvæsser sin brod

på de andres antenner.

 

Duplo

For jeg er duplo,

og I er lego.

Vi er kunstige og kantede

i vores ego.

 

Vi er plastiklyrik,

der som popmusik

kun er på besøg i dit øre,

i et splitsekund,

hvor du alligevel

intet kan høre.

 

Vi er familiære,

men evigt fjerne,

for jeg er duplo,

og I er lego,

og I nedstammer

fra en helt

anden kerne.

 

Jeg vil klikke mig ind

i jeres univers,

men mine klodser

kommer altid

på tværs.

 

Bliv hos mig

På indersiden af mit øje

er du en lille flue,

der summer og vil ud.

 

Du er altid klar

og banker bag øjets hinde.

Når vi elsker

må jeg stirre

på pulsen i din pande

for, at du ikke skal

smuldre og forsvinde,

for at holde dig fast

i mit nu

så du ikke bliver en ubetydelig plet,

der renses væk når jeg blinker,

når du rammer væsken

i min inderste

og varmeste krog,

dér hvor jeg er forsvarsløs

og helt uden sprog.