Pølsemix – et episk drama

Kan man ringe til hinanden uden en telefon, spurgte kvinden, der var tilskuer i et absurd teaterstykke i et krøllet hjørne af verden.

Det kan man godt, hvis man kan morse, sagde manden, der netop havde gasset op fire gange på sin havetraktor så det kunne høres vidt og bredt bag bakker og å.

Vi kan ringe med alt andet end telefoner i vores branche.

Haveredskaber er gode anonyme opkaldsformer, for hvem elsker ikke en småborgers veltrimmede plæne og snorlige hæk? Et vækkeur er helt perfekt, for hvem hylder ej den præcise og morgenfriske?

Vi kan ringe langdistance med bål og brand, men vær varsom og bliv inden for reglerne. Få dit snobrødsbål og din gril til at lugte som syv sure kulkraftværker, så ingen kan klage, om end de nok vil hoste en stund.

Vores biler og musikken på anlægget er vores bedste redskaber. Vi vælger sange med budskaber som “s.o.s” til at advare, og om “at lade lyset brænde og lade døren stå på klem” når vi modtager gæster. Vi vælger sange med navne så vi ved, hvem der er på vej. Og så vælger vi dem, der kan buldre og brage som en hær af hooligans. De sidste bruger vi flittigt, og længe.

Hunde kan gø, kvinder og børn kan skrige. Det er kun naturligt.

Tro det eller ej, men vi har også duer. Det er loyale dyr, der kan trænes til lidt af hvert, og til det ud over det sædvanlige.

Vi ringer ofte med raketter, skud og nødblus. Så ved vi at budskabet når frem, og det vækker sjældent opsigt her på vores egn, hvor den slags bare er hverdagssjov, og hvor loven håndhæves af os. Og så er det eminent til at skræmme de ulydige.

Fluoroserende lys og stroboskop bruger vi til at vise film på nattehimlen. Den er vores biograf. Vi viser kortfilm, langfilm, advarsler, og reklamefilm. Nattehimlen, skyerne og morgendisen er telegrafistens kanvas og redaktørens presse.

Han morsede videre med sin maskine. En vinkelsliber svarede i øst og en motorsav i vest. De bekræftede ved at gentage hans kode.

Vi skifter ofte ringetone for at narre fjenden. Det er også vigtigt at camouflere vores opkald med baggrundsstøj, så vi altid forbliver anonyme. Vi elsker store motorer, og musik med bankende bas, der sender vibrationerne langt væk, og blander vores opkald med larm. Vi ved, hvad vi skal lytte efter, men fjenden forvirres og deres sanser slørres.

Men er det ikke til gene for en masse mennesker omkring jer? Spurgte kvinden.

Det håber vi det er, sagde han, så lærer de måske at adlyde mobbefællesskabets uskrevne regler.

Kvinden havde aldrig hørt om de regler, og spurgte hvad de gik ud på.

“Ikke tale, ikke skrive, kun hade og frygte alt og alle,” sagde han imens han så forbavset på kvinden, der var uvidende om hans mægtighed og hans lov.

Hvad sker der, hvis man ikke vil adlyde jeres fjollede lov? Spurgte kvinden.

Øje for øje, tand for tand har alle dage virket. Vi bestemmer her i ingenmandsland. Vi mobber dig til du mister din forstand.

Kvinden vendte ham ryggen og gik.

Den kult havde en barbarisk politik.

Hun frygtede dem ikke, hun nærede intet had, og der ville blive talt om den historie hun skrev.

Ghettomåne

I vores kvarter er der en mand, der altid råber. 
Ikke af nogen eller noget, 
bare af livet. 
Det forstår jeg godt. 

Her i vores kvarter 
føles hvert eneste skridt som et uheldigt fejltrin.
Stierne har snubletråde overalt.
Uanset hvilken vej man vælger, 
så skal man altid skrabe lort af skoen når man kommer hjem.

I mit kvarter ryger naboen så mange cigaretter,
at han har et askebæger i sengen. 
Det troner majestætisk med sin tunge glasbund ved siden af hovedpuden.
Det bekymrer ham ikke. Han er stolt af sit liv.

Vores kvarter er som en lukket psykiatrisk afdeling,
men uden personale, uden regler, 
og med fri adgang til medicinskabet hos pusheren på hjørnet.
Man genkender huset på de tillukkede gardiner, 
kamera over døren og strømmen af mennesker, 
der flyder ind og ud ad havegangen før weekenden lander. 

Man sladrer ikke i vores kvarter. 
Biler brænder let, 
så man kigger væk når der handles,
hvis man ikke vil være uden hjul næste dag.

I mit kvarter skyder naboerne fugle fra deres have. 
Nogle gange skyder de forbi og rammer noget andet. 
Det bekymrer ingen her i vores kvarter. 
Her passer alle hvert sit.

I vores kvarter jager folk hinanden med økser, 
eller hvad man lige har ved hånden i øjeblikkets raseri.
Politiet siger fy, kører hjem og arkiverer sagen. 
Ved næste fuldmåne høres sirenen igen. 

I vores kvarter spiller musikken alle dage, 
højt som på Sunny Beach og Goas strande.
Alkoholens stemmer holder på deres ret til at larme i vores kvarter,
hvor ro kun er noget man gør med årer. 

Hundene gør dagen lang i vores kvarter. 
De må gerne bide - bare ikke hinanden, 
så bliver de skudt.

Aldrig mere du

Din silhuet var sirlig
som en sommerdags dug,
der letter fra mosset med morgengry.

Jeg ved at du var der,
men erindrer kun svagt din duft,
og altid kun som et sparsomt minde.
Kort og intenst - som når duggen den letter,
og lægger sig varm og fugtig om mine ankler i græsset.

Din ånde var tung
som den tåge, der slugte mine skrig,
så du ikke skulle høre mig sukke.
Jeg ville have grædt ved din side,
hvis jeg havde vovet at lette på låget.
Jeg ville have glædet mig over de sidste solstråler på din kind,
hvis jeg vidste at din tid ville svinde.
Men jeg ved nu,
at vi aldrig er mere end et minde.



Aldrig mere op

Fra anerkendt til underkendt
På et splitsekund af foragt.
Det var ikke mig du så,
da ord så kejtede og kantede
kravlede ud af din mund
og slog mig ned lige dér midt i al min sårbarhed.
Et øjebliks åbenhed
mødt med mistro og retræte.
Vi skal aldrig mere op imod lyset, imod håbet
fordi fortidens åg trækker os ned.
 
Vi er aldrig kun to, men tusinde hjerter
og endnu en kvinde.
Vi skal aldrig mere op.
Vi trækker vejret igennem hende.

Aldrig mere danse

Vi slår hul i hinandens panser
når vi taler, elsker og danser.
Dansen er noget vi drømmer
for vores kroppe er lænkede begrænsninger,
og vores tanker myldrer over af
forliste forventninger.
 
Vi visker halvkvalte sandheder ud igennem opblødte læber
så vi ikke sårer med spidse og larmende ord.
 
Vores hjerter er skrøbelige hylstre
som langsomt løsner sig i kanten
når vi kigger hinanden i øjnene.
Det vi håber at se
er ikke mørket vi møder.
 
På listefod jager jeg din skygge,
men du siver væk i en strøm af fortrudte ord.
Vi skal aldrig mere danse –
kun i drømmen er vi frie,
kun om natten er vi lige.

Brand

Vi er konstant i flammer
fordi vi brænder os på andre,
på ord,
og på alt det vi tror vi skal være,
skal nå,
skal gøre.
 
Vi brænder,
men ikke for noget
og slet ikke for hinanden
kun ud.
 
Som bålet vi en gang ristede vores skumfiduser over
da vi unge sang kumbaja og Kurt Cobain
til lyden af længsel, latter og ustemte instrumenter
i skumringen på forbudte steder i byen.
 
Vi brændte,
men ikke for noget
slet ikke for livet
kun ned.
 
Nu er vi lunkne gnister,
der spredes med vilkårlige vinde
og vi kastes rundt som håndtegn på en rapper,
har intet ståsted
blusser op og ned som vinden blæser.
 
Vi er blevet kolde inden i,
men søger stadig varmen,
og længes efter bålet, bandet og festen, 
der fik alt til at flamme op og stramme i halsen.
 
Vi er så kolde at det brænder,
men vi brænder ikke for noget
slet ikke os selv
kun for varmen.

Aldrig mere

Summen af sorg samler sig i mine lunger.
Jeg vil ikke græde,
men hele verden smelter og vælter ud af mine øjne.
Vores veje må skilles, når nyt liv går bort.
Vi vågner i natten til visheden om sårbarhed,
der sender os tilbage i cirkler af syrlige samtaler uden lyd.
Tilbage til dage med smerte,
der krøb længere og længere ind for til sidst at sætte sig fast, 
og blive ét med vores ellers så sorgfrie væsen.
Sorgen forfølger, ikke kun dig, men os og vores sted,
hvor vi mødtes i glæde for en stund
inden daggryet satte ind med mindet om fortidens bagage.
Med mindet om alt det vi valgte.
Din utilstrækkelighed rimer slet på min sårbarhed.
Vi er som blinde elefanter, der danser rundt i et korthus.
Vi vælter alt omkring os - os selv og hinanden,
og dingler døsigt i sorgens dis.
Når morgenen gryr og nattens silhuetter takker af,
er vi intet andet end summen af den sorg,
der skaber rummet imellem os.

Frygt

Livet det klistrer.
Jeg kan ikke få det af,
men hvem vil også slippe
en varm og stram
fornemmelse af ubehag?

Livet det klistrer,
med bitter eftersmag
af regnbuerim
og gyldne løfter,
som rådner langsomt
dag for dag.

Livet det klistrer,
og holder os nede.
Vi er slaver af noget,
der slet ikke findes.
Fanget af noget,
der hverken kan tæmmes
eller bindes.

Cirkus

På pastelfarvede heste
er alting godt.
De gør livet til filtret candyfloss,
som med søde og saftige kys
fedter dig ind
i en flygtig forvirrende rus.

De lader dig alene tilbage
i manegen
med klistret kind
og savsmuld i skoen.

Og illusionen
om dit næste fix
løber stille ned ad pinden
imens lyserøde skyer vrinsker mildt
og lokkende
i vinden.

Dissonans

Hvis jeg var en tone,
så var jeg dissonans,
og genklangens hule stød
ville brydes hårdt
i mit spektrum af flosset fornemmelse
smurt ud på strukturer af vanvid.

Hvis min tone af dissonans
gik i selvsving
med din lydløse sitren,
så ville ingen kunne skelne
min stemme
fra din glatte polerede fernis.