Man ved, at man er i provinsen, når mænd sveder gulerodskulør igennem den trendy oversized T-shirt, der viser brystets udskæring perfekt som hos Medina.

Man ved, at man er i provinsen, når den første kvinde man møder i motionscentrets omklædningsrum har påsat hår i farven blondine-bling på den utjekkede, men provinsfede måde, der fanger opmærksomhed på stepmaskinens podie.

Man ved, at man er i provinsen, når musikken i motionscentret overdøver lyden i ens egen Ipod til en hver tid. Der spilles house med ekstra boom så silikone og similistifterne sitrer sammen med akrylneglenes dullede ejerdamer i pink og dyreprintede bodysuits.

Man ved, at man er i provinsen, når man bliver truet med vold og buksevand af en tyndbenet bleg dreng i et tilsyneladende almindeligt motionscenter.

Man ved pludselig ikke, hvor man er når cykelstien minder om en fransk forstad i morgendis bag afskærmningen til banelegemet. Graffitiens springvand af farver eksploderer i ord og former, der samler hele verden ét sted i ét udtryk, der intet har med provins at gøre.

Man ved, at man er i provinsen, når man ikke når den sidste bus hjem klokken toogtyve, og når taxichaufføren spørger om man har været til bal.

Man ved, at man er i provinsen, når rygning og øl er en hobby.

Man ved, at man er i provinsen når, en solbrun frækkert af en fyr spankulerer hjulbenet og oppustet hen imod en og helt spontant udbryder: ”Hva’ sååå smukke? Ska’ du med til fest?” Og ser på en med et blik, der kommer nede fra, som om man er en lille pige, der lige nu har fået opfyldt sin vildeste drøm.

Man ved, at man er i provinsen, når man ikke kan skelne gadepigen fra pop-tøsen. De går begge med lårlangt lak og bruger simili som næsten eneste accessorie.

Man ved, at man er i provinsen, når kasseassistenten i Brugsen hedder Bambi til fornavn og har mørke rødder i det gyldne hår.

Man ved, at man er i provinsen, når butikspersonalet referer til en kunde som ’ham dér invandretypen’.

Man ved, at man er i provinsen, når muslim er et skældsord.

Man ved ikke, hvor man er, når en klokke ringer i det fjerne og børn skriger universelle lyde i en baggård med graffiti på murene, og en stenet mand skuler ud til dig bag sin hættes beskyttende skjul.

Man ved, at man er i provinsen, når folk køber morgenbrød om søndagen iført træsko. De spiser heller ikke spelt, og alt det skidt fra Rode til Palæo, men formbrød med birkes eller uden, hvis gebisset det driller.

Man ved, at man bor i provinsen, når alle mennesker forsvinder ind i et indkøbscenter om lørdagen, og man forventes at følge med.

Man ved, at man er i provinsen, når hygge og lækker mad rimer på burger, fritter og lørdagsslik foran flimmeren med de fyrre kanaler.

Man ved, at man er i provinsen, når andres respons til livet man har levet er, at det lyder lidt for utroligt til at være sandt.

Man ved, at man er i provinsen, når man altid skal forsvare sit single, barnløse, alkoholfrie og i øvrigt lykkelige liv.

Man ved, at man er født i provinsen, når ens yndlingsdyr er Tony The Tiger fra Kellog’s Frosties.

Man ved, at man er født i provinsen, når man ikke kan komme langt nok væk fra den kvælende, cigaretrygende, alkoholiserede sump.

Jeg ved ikke om jeg vågner om et år og ser op i en himmel af blå og brune øjne, der enten hader eller elsker mig for den jeg aldrig var eller altid har været.

Jeg ved ikke om det betyder noget, at jeg ikke ved hvor jeg er og aldrig har en retning.

Jeg ved ikke om det er vigtigt at ville være et bestemt sted.