I vores kvarter er der en mand, der altid råber. 
Ikke af nogen eller noget, 
bare af livet. 
Det forstår jeg godt. 

Her i vores kvarter 
føles hvert eneste skridt som et uheldigt fejltrin.
Stierne har snubletråde overalt.
Uanset hvilken vej man vælger, 
så skal man altid skrabe lort af skoen når man kommer hjem.

I mit kvarter ryger naboen så mange cigaretter,
at han har et askebæger i sengen. 
Det troner majestætisk med sin tunge glasbund ved siden af hovedpuden.
Det bekymrer ham ikke. Han er stolt af sit liv.

Vores kvarter er som en lukket psykiatrisk afdeling,
men uden personale, uden regler, 
og med fri adgang til medicinskabet hos pusheren på hjørnet.
Man genkender huset på de tillukkede gardiner, 
kamera over døren og strømmen af mennesker, 
der flyder ind og ud ad havegangen før weekenden lander. 

Man sladrer ikke i vores kvarter. 
Biler brænder let, 
så man kigger væk når der handles,
hvis man ikke vil være uden hjul næste dag.

I mit kvarter skyder naboerne fugle fra deres have. 
Nogle gange skyder de forbi og rammer noget andet. 
Det bekymrer ingen her i vores kvarter. 
Her passer alle hvert sit.

I vores kvarter jager folk hinanden med økser, 
eller hvad man lige har ved hånden i øjeblikkets raseri.
Politiet siger fy, kører hjem og arkiverer sagen. 
Ved næste fuldmåne høres sirenen igen. 

I vores kvarter spiller musikken alle dage, 
højt som på Sunny Beach og Goas strande.
Alkoholens stemmer holder på deres ret til at larme i vores kvarter,
hvor ro kun er noget man gør med årer. 

Hundene gør dagen lang i vores kvarter. 
De må gerne bide - bare ikke hinanden, 
så bliver de skudt.