Plastiklyrik

Aldrig mere du

Din silhuet var sirlig
som en sommerdags dug,
der letter fra mosset med morgengry.

Jeg ved at du var der,
men erindrer kun svagt din duft,
og altid kun som et sparsomt minde.
Kort og intenst - som når duggen den letter,
og lægger sig varm og fugtig om mine ankler i græsset.

Din ånde var tung
som den tåge, der slugte mine skrig,
så du ikke skulle høre mig sukke.
Jeg ville have grædt ved din side,
hvis jeg havde vovet at lette på låget.
Jeg ville have glædet mig over de sidste solstråler på din kind,
hvis jeg vidste at din tid ville svinde.
Men jeg ved nu,
at vi aldrig er mere end et minde.