Summen af sorg samler sig i mine lunger.
Jeg vil ikke græde,
men hele verden smelter og vælter ud af mine øjne.
Vores veje må skilles, når nyt liv går bort.
Vi vågner i natten til visheden om sårbarhed,
der sender os tilbage i cirkler af syrlige samtaler uden lyd.
Tilbage til dage med smerte,
der krøb længere og længere ind for til sidst at sætte sig fast, 
og blive ét med vores ellers så sorgfrie væsen.

Sorgen forfølger, ikke kun dig, men os og vores sted,
hvor vi mødtes i glæde for en stund
inden daggryet satte ind med mindet om fortidens bagage.
Med mindet om alt det vi valgte.

Din utilstrækkelighed rimer slet på min sårbarhed.
Vi er som blinde elefanter, der danser rundt i et korthus.
Vi vælter alt omkring os - os selv og hinanden,
og dingler døsigt i sorgens dis.
Når morgenen gryr og nattens silhuetter takker af,
er vi intet andet end summen af den sorg,
der skaber rummet imellem os.